• Politiet anslår: Kun 1500 unge til puttefest i Klampenborg

    来源: BDK Borsnyt / 15 8月 2025 14:12:11   America/Los_Angeles

    Fredag blev der festet løs til den såkaldte puttefest i Ulvedalene i Klampenborg. Hvert år tager unge til Dyrehaven for at fejre begyndelsen på gymnasiet. I år ser det dog ud til, at der har været færre deltagere end normalt. Nordsjællands Politi anslår, at der fredag var omkring 1500 mennesker til stede, oplyser viceinspektør Christian Kobbernagel. - Som jeg husker det, er det i hvert fald færre end der var sidste år. Så jeg ved ikke, om de unge mennesker har fundet et alternativ til festen i Dyrehaven, siger Christian Kobbernagel. De 1500 er et betydeligt lavere tal, end der er blevet anslået til tidligere års versioner af den famøse puttefest. De seneste år blev det anslået, at der var mellem 4000 og 7000 til stede. Puttefesten i år har også været rolig set fra Nordsjællands Politis perspektiv. Og efter mørket begyndte at falde på, er de unge så småt begyndt at tage hjem, lyder det fra politiet. Arrangementet i Dyrehaven har ingen officiel arrangør, men er et sted, hvor mange unge samles kort efter gymnasiestart for at feste. Ud over politiet er frivillige fra både Røde Kors og Natteravnene til stede. I år er Natteravnene også til stede i Søndermarken på Frederiksberg, hvor der ligeledes bliver fejret puttefest. Her har Københavns Politi været til stede, og de oplyser, at det også her har været en stille og rolig affære. Nordsjællands Politi har ikke været involveret i andre lignende fester fredag ud over den i Klampenborg. Både Natteravnene og Røde Kors har før årets fest givet udtryk for, at Ulvedalene, der ligger midt ude i en skov, er et upraktisk sted at holde fest. - Man bør måske tage en dialog med de unge og spørge, om de er sikre på, at det er det, de gerne vil. Eller om de kunne holde det et andet sted, som måske også kunne være sjovt, sagde Jakob M. Bové, kommunikations- og eventkonsulent for Natteravnene, før årets puttefest. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) svarede i den sammenhæng, at de så den som en "god tradition", men at Ulvedalene ikke var et ideelt sted at holde det. - Jeg tror da klart, at der vil være andre steder, der er en bedre mulighed, sagde Freja Sinclair, forperson i DGS. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/politiet-anslaar-kun-1500-unge-til-puttefest-i-klampenborg
分享